Maersk-aktien falder efter CFO-afgang
Investorerne sendte Maersk-aktien på endnu en nedtur ved nyheden om Jakob Stausholms afgang fra A.P. Møller - Maersk. Analytikere betegner afgangen som overraskende og ikke lige det, som Maersk havde brug for i den nuværende situation.
A.P. Møller - Maersk står midt i den største transformation i virksomhedens historie. En transformation, der vil berøre alle dele af virksomheden og som allerede har skabt usikkerhed på aktiemarkedet, hvor kursen er faldet med 20 pct. i løbet af mindre end et år.
Og så er det ikke netop en uventet opsigelse fra en af de mest centrale skikkelser i ledelsen, investorerne efterspørger. De sendte i morges aktien ned med næste fem pct., men kursen rettede sig dog en smule og lå ved middagstid omkring kurs 9.224, ca. 2,5 pct. under åbningskursen.
“Det var mit klare indtryk, at man havde sat det ledelseshold, der skulle drive Maersk igennem den transformation, som selskabet er midt i. Maersk har jo smidt alle bolde op i luften i øjeblikket og er ved at skabe en helt ny virksomhed. Og Jakob Stausholm har vel haft den mest centrale rolle i det projekt,” siger Morten Imsgaard, der er senioranalytiker i Sydbank, ifølge Berlingske Business.
Jakob Stausholm forlader A.P. Møller - Maersk i forbindelse med en organisationsændring, der splitter hans ansvarsområde op. Han har hidtil haft ansvaret for finans, transformation og IT/digital, men det opsplittes nu, så CEO Søren Skou får IT/digital direkte under sig.
Målet er at øge eksekveringskraften og accelerere transformationen af virksomheden, hedder det i meddelelsen om ændringen.
CFO-rollen bliver dermed indskrænket - og den rolle kan Jakob Stausholm altså tilsyneladende ikke se sig selv i.
Maersk skal nu på jagt efter en ny finansdirektør og efter alt at dømme også mere ledelseskraft til IT og digital. Det sidste er dog ikke bekræftet af A.P. Møller - Maersk.
Redaktionen