Mærsk afviser kinesisk LNG joint venture
Chefen for Maersk LNG, Paul Carsten Pedersen, afviser, at Mærsk er på vej ind i et joint venture med China Shipping om transport af LNG. Der er tale om en gammel intentionsaftale, der i dag er mindre aktuel, end den var dengang den blev indgået
"Vi har en sovende aftale med China Shipping om at kigge på muligheder, hvis der skulle dukke en helt speciel type forretning op med import af LNG til Kina, men det er bare en samarbejdsaftale. Det er slet ikke et joint venture, men en intentionsaftale", siger chefen for Maersk LNG, Paul Carsten Pedersen til nyhedsbureauet Direkt
"Det er desværre ikke så sandsynligt med den type forretning nu, og aftalen er lavet for lang tid siden, da det hele så lyst og lykkeligt ud".
Maersk LNG tænker slet ikke ekspansivt i øjeblikket, da markedet er presset, og tre skibe står uden kontrakt ved udgangen af året.
"Vores helt klare fokus er at få de sidste tre LNG-skibe beskæftiget på langt sigt. Vi gør alt, hvad vi kan, men det er meget kompliceret", siger Paul Carsten Pedersen.
Kilde: sydinvest.dk