London Array har produceret 5TWh
Efter to hele år i drift har havmølleparken London Array produceret 5 TWh el. Havmølleparken blev fuldt operationel i april 2013, efter at have leveret den første strøm i oktober 2012. Produktionen til dato svarer til det årlige forbrug af omkring 1,2 millioner britiske husstande.
”Som den største operationelle havmøllepark i verden, yder London Array et væsentligt bidrag til at hjælpe Storbritannien med at nå sine mål for vedvarende energi”, siger Jonathan Duffy, General Manager for London Array.
Siden havmølleparken blev sat i drift, har den mindsket udledningen af kuldioxid
i forbindelse med el-produktion med 2.150.000 tons. De 175 SWT-3.6 MW-120 Siemens-møller har haft en gennemsnitlig oppetid på over 95 procent.
I januar 2014 solgte DONG Energy halvdelen af sin hidtidige ejerandel på 50 procent af den 630 MW store havmøllepark til
La Caisse de dépôt et placement du Québec (La Caisse). Den samlede salgspris var cirka 5,8 milliarder kroner.
La Caisse og Dong Energy ejer i dag begge 25 procent, mens E.ON har 30 procent og Masdar 20 procent. DONG Energy er fortsat som serviceleverandør i forhold til drift og vedligehold af London Array.
Den danske entreprenørvirksomhed Per Aarsleff stod for fremstilling og installering af monopæle og overgangsstykker til både møller og transformerstationer. A2SEA deltog i installationen af parken med fartøjet Sea Worker.
Kilde: offshorewind.biz