Lindø fik underskud på 389 mio kroner
Lindøværftet forsatte sidste år den lange række af underskud. Resultatet før skat og salg af tilknyttede virksomheder blev på minus 389 millioner kroner - mod et minus på 605 millioner kroner sidste år. Og værftet venter underskud igen i år.
Lindøværftet gjorde sidste år igen et mærkbart indhug i A.P. Møllers - Mærsk pengekasse. Underskuddet på den ordinære primære drift blev på 565,4 millioner kroner, hvilket dog er en markant forbedring i forhold til et underskud på 1157 millioner kroner på den tilsvarende post i 2007. Det skriver ifølge Børsen.
"Det er en trist udvikling hele vejen igennem. Kigger man på driften, er underskuddet mindsket i forhold til sidste år, men det er stadig langt fra at være en overskudsforretning. Kigger man fremad, er markedssituationen svær for skibsværfter, og vi må se, hvad de kan få ud af de tiltag, de har lavet. Der har skullet ske noget, men det er stadigt svært at se, hvordan det skal hænge samme", siger Mærsk-analytiker hos Jyske Bank, Karsten Sloth, til nyhedsbureauet Direkt.
Det fremgår af regnskabet, at der fortsat arbejdes på et salg af estiske Loksa Shipyard, hvis resultat for 2008 kom ud lavere end ventet.
Kilde: Dagbladet Børsen