Lægger afstand til Putin for at beholde yacht
Den russiske mangemilliardær Farkhad Akmedov har i en appel til beslutningstagerne i EU forsøgt at distancere sig selv fra præsident Putin og den russiske energisektor for at sikre sin mega-yacht Luna fra beslaglæggelse. Den milliard-dyre yacht ligger i øjeblikket på værft i Hamborg.
Som en af de få russiske milliardærer lægger Akmedov nu afstand til Putin i et forsøg på at beholde mega-yachten Luna. Arkivfoto..
Det er nu anden gang inden for få år, at Farkhad Akmedov må kæmpe for at beholde verdens næststørste exploration yacht Dina på 116 meter, som han købte af sin gode ven Roman Abramovich i 2014 for 360 mio. dollar.
Første gang i 2018 lykkedes det ham efter langvarige retssager i London at forhindre sin eks-kone, som han skyldte 600 mio. dollar,
i at fravriste ham Luna.
Men denne gang står han overfor EU Kommissionen og de sanktioner, som har ramt ham og andre russiske oligarker med tæt forbindelse til Putin og som økonomisk menes at understøtte den russiske regering.
Men sådan en forbindelse har han slet ikke - og har aldrig haft, må man forstå på Akmedovs appel, hvor han påstår, at han “ikke længere er involveret i energisektoren (…) og ikke har været det i adskillige år”.
Desuden hævder han, at han “slet ikke var tæt på Kreml og aldrig har været en del af kredsen omkring præsident Vladimir Putin”.
Men i lighed med andre oligarker opbyggede han sin formue gennem investeringer i den russiske olie- og gassektor, som han siden solgte tilbage til statsejede selskaber som Gazprom og Novatek. Ifølge Forbes er hans nuværende formue på omkring 1,7 mia. dollar. - knap 12 mia. kr.
Han er således en mindre fisk blandt de stenrige oligarker, hvoraf de rigeste har formuer på omkring 25 mia. dollar eller ca. 175 mia. kr.
Men han har til gengæld en af de største og mest værdifulde mega-yachts. Luna kostede angiveligt Abramovich den nette sum af 545 mio. dollar, da den blev bygget på Lloyd Werft i Bremerhaven i 2010.
Som exploration-yacht overgås den kun af Microsoft co-stifteren, nu afdøde Paul Allens Octopus.
Læs mere om den kulørte skilsmisse-fight og om mega-yachten HER.