Kritiseret rederi bestiller tre nye VLOC´ere
Polaris Shipping, der ejer det forliste Stellar Daisy, har bestilt tre nye VLOC´ere, der skal afløse nogle af rederiets kontroversielle, ombyggede og aldrende skibe. Det forliste Stellar Daisy menes at være gået ned på grund af revner i skroget, der fik skibet til at knække og synke.
De tre skibe på hver 325.000 dwt. er ifølge oplysninger fra det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap bestilt på Hyundai Heavy værftet i Sydkorea. Ifølge World Maritime News har Polaris Shipping tidligere i denne uge desuden underskrevet en aftale om at udvide sin flåde med køb af en nybygning på 209.000 dwt til 46,2 mio. dollar.
Rederiet har siden det tragiske forlis i Sydatlanten, hvor 22 besætningsmedlemmer omkom, trukket overskrifter, fordi flere af Polaris Shippings gamle konverterede VLOC´ere har fået konstateret fejl. For to skibes vedkommende revner i skroget, der netop formodes at være årsagen til Stellar Daisy´s forlis.
I forbindelse med efterforskningen af ulykken lavede myndighederne den 25. maj en razzia i Polaris Shippings kontorer og selskabets samlede flåde af ældre ombyggede skibe har alle været igennem særlige inspektioner, overvåget af Lloyds Register.
Polaris Shippings flåde omfatter ialt 31 skibe.
Kilde: TradeWinds og World Maritime News.