Konsulenter flytter til Lindø Industripark
Skibskonsulent virksomheden Knud E. Hansen flytter nu sit Odense kontor til den nye Lindø Industripark - det tidligere Odense Staalskibsværft. Det ventes, at et stort antal maritime virksomheder indenfor de næste år vil slå sig ned på det store værftsareal.
Knud E. Hansen's Odense kontor har det seneste halvandet år haft adresse i Odense midtby, men da staben nu er vokset til syv medarbejdere med fast tilknytning til kontoret, var det nødvendigt at finde nye lokaler.
"Valget af Lindø Industripark er et helt naturligt valg, ud fra ønsket om større lokaler samt det maritime miljø, som forventes at opstå i den kommende maritime klynge på Lindø's tidligere værftsområdet", siger lederen af Knud E. Hansen's Odense kontor, Gert Christensen.
Kilde: Knud E. Hansen