Konsolideringer sat på standby
På trods af, at mange containerrederier sejler med underskud, er der ingen tegn på, at en konsolidering af branchen er på vej. Sådan som markedet er i øjeblikket, er der heller ingen umiddelbare fordele ved at fusionere.
"Der er kun få velegnede opkøbskandidater i skuffen. I Bimco-regi har vores forventninger til konsolidering intet omfang. Mange af selskaberne er ikke rene rederier, men dele af store selskaber, som også har tank- og tørlastshipping og måske olie- og havneaktiviteter, og mange har udvidet samarbejdet i allerede eksisterende alliancer. Finansielt er man ikke så sårbar, og ingen har behov for mere stål i form af nye skibe, så der er ikke en business case til opkøb", siger shippinganalytiker Peter Sand, Bimco, til Morgenavisen Jyllands-Posten.
I Sydbank ser senioranalytiker Jacob Pedersen stadig gerne en konsolidering af branchen.
”Det er stadig nødvendigt efter min mening, og det er ualmindelig ærgerligt, at man ikke fik benyttet lejligheden ved krisen i 2009 til at få skabt en reel konsolidering", siger Jacob Pedersen til avisen.
Kilde: Morgenavisen Jyllands-Posten