Konkurrent nedtoner P3s betydning
Det nye P3-samarbejde mellem verdens tre største rederier - Maersk Line, MSC og CMA CGM - er ikke et knockout til resten af containerbranchen. Det vurderer Alan Tung Lieh Sing der er finansdirektør i OOCL.
”Dannelsen af P3 er en væsentlig begivenhed i markedet. Det er tre ret selvstændigt funderede rederier, der går sammen. Denne kombination giver dem virkelig mulighed for at rationalisere og formentlig tilbyde et bedre produkt, der mindst matcher G6-produktet”, siger Alan Tung Lieh til Lloyds List.
OOCL indgår selv i en af de andre store alliancer - G6 - sammen med APL, Hapag-Lloyd, Hyundai Merchant Marine, MOL og Nippon Yusen. Alliancen blev dannet i 2011 som et modsvar på Maersk Lines Daily Maersk-service.
”Men når det er sagt, så skal man også se P3 som ikke meget forskellig fra G6. Det er en omkostningsfokuseret øvelse, der tillader medlemmerne at kunne tilbyde en vis dækning og et vist produkt, og som hjælper med at rationalisere omkostninger og investeringer. Når alt kommer til alt, er der tale om det samme type koncept, der bliver drevet af tre meget store spillere”, siger Alan Tung Lieh Sing.
Hvis myndighederne giver tilladelse til det, er det planen at P3 skal starte op i 2. kvartal næste år.
Kilde: nordnet.se