Kolding: Hver anden container forsinket
Morgenavisen Jyllands-Posten citerer i weekenden nye afsnit fra det brev, Maersk Lines topchef Eivind Kolding har sendt til rederiets ledende medarbejdere. De ny afsnit tegner et dystert billede af situationen i containerrederiet.
"Faktisk magter vi ikke engang at gøre de grundlæggende ting rigtigt. Næsten 50 pct. af vores laster er mere end en dag forsinket, og mere end 20 pct. af vores regninger er forkerte," skriver Eivind Kolding i brevet, ifølge avisen.
"Mærsk Line står i dag ved en skillevej: Hvis vi ikke får vendt vores forretning nu, får vi ikke licensen til vækst tilbage - og uden den vil vi ikke have midler nok til at investere i ny skibe. I et voksende marked betyder det nedskæringer, for eksempel gennem salg af aktiver eller nedlæggelse af ruter. Endelig, hvis vi fortsat ikke evner at levere tilfredsstillende produkter til vore kunder, tvinger vi dem over til konkurrenterne. Det betyder, at hvis vi undlader at handle nu, vil konkurrenterne overtage vores førerposition i meget nær fremtid," skriver Eivind Kolding.
Bestyrelsen i A.P. Møller-Mærsk godkendte i forrige uge Eivind Koldings nye plan for en genopretning af containerrederiet. Planen går internt under navnet StreamLINE.
Først i det nye år vil Maersk Line fremlægge mere detaljerede beskrivelser af planen.
Kilde: borsen.dk