Kolding Havn styrker sin grønne profil
Kolding Havn og operatørvirksomhederne Svane Shipping, Havneterminalen og H. Daugaard, har i fællesskab søsat projekt: Kolding Havn - nøglen til grøn transport. De har givet hinanden håndslag på, at de vil følge de retningslinjer for en grøn profil, som de nu er blevet enige om.
"Når vi taler om et godt miljø og en grøn profil, så er det vigtigt, at aktiviteterne på vores bynære havn bliver accepteret af det omgivende samfund. Det betyder meget for os, at vi har den accept. Derfor er det så vigtigt, at alle beskæftigede ved Kolding havn agerer på en miljørigtig måde i det daglige arbejde", siger Henrik Dinnsen, salgschef hos Svane Shipping og formand for Danske Havnevirksomheder i Kolding.
Både Kolding Havn og operatørvirksomhederne har allerede indført mange tiltag på vejen mod en stærk, grøn profil.
"Men vi kan blive bedre. Kolding Havn er godt i gang, og har udskiftet havnekontorets varmesystem, baseret på naturgas, med en tilslutning til fjernvarmenettet. Glødelamper er erstattet med lav - energipærer, og vi har skiftet markeds-el ud med grøn el. Vores miljøstyring sker efter ISO14001 normen, hvilket bl.a. har betydet faldende energiforbrug trods stigende godsmængde", siger havnechef Kim Sandahl.
Kolding Havn har i samarbejde med Syddansk Universitet udviklet en klimaberegner for transport af gods til og fra havnen med skib, bane og bil. Klimaberegneren er et værktøj, som kan udpege den mest klimavenlige transportform for hver enkelt transport. For hver udført transport kan der efterfølgende udleveres en dokumentation over den samlede CO2 udledning, som virksomheden kan bruge i sit klimaregnskab.
"De gode miljøresultater, som vi allerede har realiseret og vores evne til at gå forrest i kampen for nedbringelse af CO2, er blevet bemærket: Kolding havn er nomineret til Danske Havnes Initiativpris 2009. I nomineringen hedder det: Kolding Havn nomineres for mange konkrete initiativer, ikke mindst i forhold til havnens kunder. Havnen er f.eks. ved at udvikle en model, der hjælper transportkøbere til at beregne den mest klimavenlige transportform. Dommerkomitéen bifalder denne helhedstanke, der rækker ud over havnen selv", siger havnechef Kim Sandahl.
Kilde: Kolding Havn