Kinesisk ubåd kan nå 7 kilometers dybde
Et nyt kinesisk undervandsfartøj skal bringe Kina i førertrøjen på de største havdybder. Hvis fartøjet lever op til forventningerne, vil det kunne dykke ned til 7.000 meter, og Kina vil dermed have adgang til 99,8 procent af verdens havbund.
Foto: news.cn.
Det har taget mere end otte år at udvikle den lille ubåd, der inden længe ventes at sætte ny rekord i dybhavsdykning. Den har lige gennemført et dyk på 3.759 meter, men den er konstrueret til næsten det dobbelte, nemlig 7 kilometers dybde, og når den milesten er nået, vil Kina være verdensmester i dybhavsdykning. Den nuværende rekordholder er Japan med ubåden Shinkai, som kan nå ned på 6,5 kilometers dybde.
Havbunden rummer skjulte skatte, der er interessante for Kina, skriver amerikanske New York Times i sin omtale af projektet. Der er både olie og mineraler, og dertil kommer de undersøiske kabler med diplomatisk kommunikation, tabte atombomber, sunkne ubåde og missilsprænghoveder.
En testserie af dykninger med Jiaolong blev påbegyndt sidste år i august, og det er denne serie, som nu er nået til 3.759 meters dybde. Den maksimale havdybde skal nås i 2012.
Fartøjets inderste rum består af en kugle med små vinduer. Pladsen er så trang, at kun én af besætningens tre medlemmer kan sidde. De to andre må stå foroverbøjet. Det tager typisk flere timer at gennemføre et dyk på stor dybde.
Op mod 40 procent af materialerne til undervandsfartøjet er blevet indkøbt i udlandet. Den kugleformede, indre indeslutning er for eksempel smedet i Rusland.
Kilde: ing.dk