Kina skrotter skibe inden udløb
Kinesiske rederier har i første halvår skrottet 4,2 millioner dwt blandt de ældre skibe, hvilket hovedsageligt skyldes den skrotningspolitik, som regeringen indførte i december sidste år. Her vedtog den kinesiske regering at yde 247 dollar pr. bruttoton i støtte til de redere, der skrotter deres skibe inden deres brugstid ellers er udløbet.
Samtidig har de kinesiske skibsredere i første halvår afgivet ordrer på nybygninger på i alt 9 millioner dwt til erstatning for de skrottede skibe. Dermed er det globale problem med overkapacitet inden for skibsfarten på ingen måde fjernet.
Støtten gives af to omgange, første gang når skibet er skrottet og anden gang, når erstatningsskibet er bygget.Formålet er at opgradere de kinesiske rederiers flåde samtidig med, at man støtter de kinesiske værfter. Det er nemlig en forudsætning for støtten, at det nye skib bygges på et kinesisk værft.
Kilde: Seatrade Global