Kaptajner får millionløn for at sejle gennem Hormuz
De ekstreme fragtrater for tankskibe gennem Hormuzstrædet smitter nu af på søfolkenes lønninger. Kaptajner kan angiveligt tjene op mod 100.000 dollar om måneden – plus en bonus på 50.000 dollar for hver passage gennem det farlige farvand.
Prisen for at få fragtet olie gennem det farlige Hormuzstræde er enorm. Og det smitter også af på aflønningen af både kaptajnen og de øvrige besætningsmedlemmer, skriver Financial Times.. Foto: IMO
Det er ikke kun kaptajner, der honoreres ekstra for at sejle igennem det farligt Hormuzstræde, hvor iranerne har skruet op på angrebene.
Ifølge Financial Times kan også de øvrige besætningsmedlemmer hente usædvanligt store lønninger. Søfolk, der accepterer at sejle gennem Hormuz, kan således få fire til seks gange deres normale løn.
En kinesisk bemandingsvirksomhed tilbyder ifølge Wall Street Journal bonusser på 25.000 dollar – omkring 160.000 kr. – pr. tur til til menige søfolk i både maskin- og dæksbesætningen.
De enorme lønninger skal ses i sammenhæng med de tilsvarende enorme indtægter på tankskibene. En enkelt tur med en såkaldt shuttle-tanker gennem Hormuzstrædet kan ifølge Wall Street Journal koste befragteren omkring 40 mio. dollar.
Risikoen er samtidig meget reel. Iran har ramt en række handelsskibe under den seneste eskalering, og tidligere på ugen blev 12 søfolk såret, da en tanker blev ramt under passage af Hormuzstrædet.
Trods angrebene sejler omkring 30-40 skibe ifølge The Maritime Executive regelmæssigt gennem strædet.
-emte
