Kapitalfonde har sat Esvagt til salg
De to kapitalfonde 3i Infrastructure og AMP Capital har efter seks års ejerskab sat Esbjerg-rederiet Esvagt til salg. Det skriver mediet Insidebusiness, der også kan fortælle at Deutsche Bank og JP Morgan har fået til opgave at finde en ny ejer.
De to kapitalfonde købte rederiet af Mærsk tilbage i 2015 for godt 4 milliarder kroner, og håber at salgsprisen når op omkring 6 milliarder kroner.
Forskellen mellem den forventede salgspris og købsprisen er dog ikke fortjeneste, idet ejerne har pumpet store beløb i rederiet siden købet. De sidste år har de alene skudt 900 millioner kroner i rederiet, bl.a. til finansiering af ekspansionen indenfor offshore vind, og senest indtoget på det amerikanske vindmarked.
Forretningen, der tæller godt 1.100 ansatte går godt, men den fortsatte usikkerhed om en handelsaftale mellem EU og Storbritannien efter Brexit, hænger som en sort sky over rederiet, der henter omkring halvdelen af sin omsætning på det britiske marked.
Redaktionen