Kæmpeisbryder igen til Østersøen
Vinteren er igen på vej til at tage sit greb om Østersøen. Russiske Rosatomflot sender derfor igen i år en af sine store atomdrevne isbrydere til den østligste del af Østersøen for at rydde vejen for skibstrafikken til og fra Den Finske bugt.
Rossiya, der er den ældste atomisbryder, der stadig er i tjeneste, vil i slutningen af januar ankomme for at begynde at holde sejlrenderne åbne for skibe på vej til og fra St. Petersburg.
Det er nu tredje år i træk, at atomare isbrydere er blevet sendt fra farvandene ud for nordkysten af Rusland for at hjælpe de mindre konventionelle isbrydere i Østersøen.
Rossiya blev søsat i 1985 som den tredje isbryder i Arktikaklassen. Skibet bliver drevet af to atomreaktorer. Længden er 148 meter, og skroget på stævnen er på det tykkeste sted 50 centimeter. Isbryderen kan håndtere op til fem meter tyk is.
Oden, den største svenske isbryder, er lille i sammenligning. Den er diesel-drevet og kun 108 meter lang. Skroget er på tykkeste sted fem centimeter, og den kan klare istykkelser på op til 1,9 meter.
Sverige forventer først at indsætte isbrydere i den Botniske Bugt fra den 17. jJanuar, hvor man i første omgang indsætter isbryderen Ale. Det er en af de seneste sæsonstarter fra de svenske statsisbrydere nogensinde. Det skyldes, at kulden i år har ladet vente på sig.
Den største svenske isbryder Oden har i løbet af sommeren fungeret som ekspeditionsskib for en dansk ledet ekspedition til blandt andet Nordpolen i forbindelse med en kortlægning af de geologiske forhold, da disse har stor betydning i forbindelse med et krav på ejerskab af undergrunden.
Kilde: Ny teknik.se