John Frederiksen køber op i Torm
Den norske shippingmilliardær John Frederiksen, der blandt andet ejer verdens førende tankrederi, Frontline, har gennem længere tid opkøbt aktier i det børsnoterede danske tankskibsrederi Torm.
Ifølge Morgenavisen Jyllands-Postens oplysninger, sidder Frederiksen lige nu på knap 5 procent af aktierne i det danske rederi. Dermed er den Frederiksen reelt den næststørste enkeltaktionær - men der er meget langt op til grækeren Gabriel Panaytides, der kontrollerer godt 52 procent af aktierne i Torm via to selskaber.
John Frederiksens aktiekøb har sat gang i spekulationer om, hvorvidt Frederiksen på lang sigt skulle være interesseret i at overtage kontrollen med Torm. Men det afviser Jens Martin Jensen, der er direktør i John Frederiksens norske tankrederi Frontline,
”Vores investering i Torm er ikke sket ud fra et strategisk synspunkt. Hvis en aktie er billig, kan det være, at vi investerer i den. Og for Torms vedkommende er det sket udelukkende ud fra en ambition om at gøre en god handel”, siger Jens Martin Jensen til Jyllands-Posten.
Hvis John Frederiksen skulle være interesseret i at øge sin ejerandel i Torm, kunne det ske gennem opkøb af Gunnar Rubens ejerandel på omkring 5 procent. En aktiepost som Rubens kan blive tvunget til at sælge, efter han har lidt store tab på ejendomsmarkedet.
Kilde: Morgenavisen Jyllands-Posten