Ja til købstilbud fra Polaris
Bestyrelsen for Mols-Linien har offentliggjort en redegørelse for hele forløbet omkring kapitalfonden Polaris’ fremsættelse af sit købstilbud på Mols-Linien. Det fremgår også, at bestyrelsen anbefaler aktionærerne at sige ja til tilbuddet.
”Ud fra en samlet vurdering af ovenstående forhold, og i betragtning af Polaris’ og tilbudsgivers erklærede hensigter om en afnotering af selskabet, anbefaler bestyrelsen, at aktionærerne accepterer det fremsatte købstilbud, medmindre aktionærerne kan opnå en højere pris ved salg i markedet, eller medmindre man som aktionær ønsker at spekulere i muligheden for et eventuelt fremtidigt højere afkast og samtidig er parat til at acceptere de risici, der er forbundet med en eventuel afnotering af selskabet”, skriver bestyrelsen blandt andet i sin redegørelse.
”Direktionen og de medlemmer af bestyrelsen, som ejer aktier i Mols-Linien, har til hensigt at acceptere købstilbuddet for samtlige deres aktier”, tilføjer bestyrelsen i redegørelsen.
Bestyrelsen skriver også, at der er en særdeles ringe handel i selskabets aktier, og at der normalt kun handles cirka 0,4 procent af den samlede aktiemasse dagligt over Nasdaq OMX Copenhagen A/S.
Kilde: Mols-Linien