J. Lauritzen underskud på 22,4 mio. dollar
J. Lauritzen fik et nettoresultatet for andet kvartal på minus 22,4 millioner dollar mod et underskud i samme kvartal 2015 på 117,6 millioner. Særlige poster, herunder nedskrivninger og hensættelser til tabsgivende kontrakter udgjorde netto 8,2 millioner dollar, mod 92,7 millioner i samme periode sidste år.
”Trods mindre forbedringer i 2. kvartal forblev tørlastmarkederne på historisk lave niveauer som følge af vedvarende svag efterspørgselsvækst og overudbud af tonnage, som påvirkede vort EBITDA væsentligt. Fortsatte likviditetsforbedrende initiativer, herunder tilpasning af vor flåde af ejede tørlastskibe, medførte yderligere nedskrivninger, hvilket påvirkede nettoresultatet negativt. Vore gastanskibe indfriede i det store hele forventningerne”, siger adm. direktør Jan Kastrup-Nielsen.
Andet kvartals EBITDA før særlige poster gav et underskud på12,9 millioner dollar mod et underskud på 8,4 millioner i samme periode 2015. EBITDA var påvirket af de svage markeder i tørlast, mens gastankskibene hen imod slutningen af perioden i mindre grad blev påvirket af vigende efterspørgsel i Atlanten.
Også andet kvartal blev der gennemført yderligere likviditetsforbedrende initiativer, herunder salg af to supramax tørlastnybygninger samt annullering af et delejet handysize tørlastskib.
Resultatforventningerne til hele året er uændrede med et EBITDA på niveau med 2015, modsvaret af særlige poster, der bidrager positivt som følge af tilbageførsel af hensættelser. Afskrivninger vil blive reduceret som følge af salg af aktiver. Finansielle poster forventes forbedret, som følge af den betydelige reduktion af balancen samt salg af finansielle aktiver. Valuta- og renteudsving vil ligesom avance eller tab ved eventuelle salg af aktiver kunne påvirke resultatet.
Det gennemsnitlige antal beskæftigede skibe i Lauritzen Bulkers i årets første halvår var 93 mod 99 i samme periode i 2015. EBITDA viste et underskud på 34,9 millioner dollar mod et minus på 24,9 millioner i halvåret 2015.
Det gennemsnitlige antal beskæftigede skibe i Lauritzen Kosan var 34 mod 36 i 1. halvår 2015. EBITDA var på 10,4 millioner dollar mod 11,2 millioner i samme periode i 2015.
Kilde: J. Lauritzen