Israelsk bilskib undslipper angreb uskadt
Det israelske bilskib Hyperion Ray slap uskadt fra et påstået angrebsforsøg, oplyser en repræsentant for den israelske ejer af skibet, Ray Shipping Ltd. ifølge BBC. Det ikke bekræftede angreb læses ind i den igangværende konflikt mellem Iran og Israel.
Det skulle ifølge Dryad Globals oplysninger være to mindre, hurtige angrebsbåde, der blev set nærme sig bilskibet, der har en kapacitet på 7.700 enheder, da det befandt sig ud for kysten ved Fujairah.
Men der skete ikke noget. “Hyperian Ray fik ingen skader og er fortsat sin oprindelige rejse i fuld fart,” hedder det i udtalelsen til BBC fra ejeren.
Angrebsforsøget er ikke blevet bekræftet, men ses som endnu en hændelse i det spændte forhold mellem Israel og Iran.
Israel stod ifølge efterretningskilder senest bag et angreb på et iransk atomanlæg, mens et andet israelsk bilskib, Helios Ray, blev ramt af en eksplosion ud for Omans kyst 25. februar, som Iran ifølge den israelske miljøminister stod bag. Den israelske efterretningstjeneste lagde dog afstand til hendes udtalelser.
Den 11 marts blev det iransk-flagede MV Shahr E Kord ramt af en eksplosion i en container om bord ud for Haifa og den 6. april gik det ud over det ligeledes iransk-flagede Saviz, der blev udsat for en eksplosion.
Skibet bruges angiveligt af Iran som en flydende base for iransk militær under dække af at være et helt almindeligt handelsskib. Ifølge iranerne var skibet på en anti-pirat mission.
Kilde: Dryad Global.