Islandsk politi finder blodspor i lejet bil
Der er fundet spor af blod i den bil som to nu drabssigtede besætningsmedlemmer fra den grønlandske trawler Polar Nanoq lejede i Reykjavik, samtidig med at en 20-årige islandsk kvinde forsvandt sporløst. Det oplyser islandsk politi til flere islandske medier.
Det er nu ved at blive undersøgt, om de blodspor der er fundet i den lejede røde Kia Rio - som ses på billedet herover - stammer fra den forsvundne Birna Bjránsdóttir.
Blodsporene fra bilen er sammen med spor fundet om bord på Polar Nanoq sendt til udlandet for at blive undersøgt. Der ventes svar i løbet af weekenden.
Samtidig med fundet af de nye spor, blev der lørdag gennemført den mest omfattende eftersøgning i Island nogensinde. 570 redningsfolk, hunde, helikoptere og frivillige gennemsøgte et meget stort område udenfor Reykjavik i håbet om at finde spor efter den forsvundne kvinde. Men eftersøgningen endte uden resultat.
De to nu drabssigtede er blevet afhørt på ny, uden der er kommet afgørende nyt frem. De to mænd nægter sig fortsat skyldige. De er begge anbragt i isolation.
Den 20-årige Birna Bjránsdóttir har været forsvundet siden sidste lørdag. Hendes mobiletelefon blev, kort før hun forsvandt, sporet fra en mast tæt på kajen, hvor den grønlandske trawler lå. Telefonen blev kort efter manuelt afbrudt. Den ene af Birnas Bjránsdóttirs sko blev fundet i samme område.
De drabssigtede besætningsmedlemmer blev torsdag anholdt af islandske specialstyrker, der blev fløjet ud til trawleren i en helikopter.
I forbindelse med undersøgelser om bord på trawleren, blev der fundet 20 kilo (tallet er rettet ned fra tidligere oplyst 40 kilo) hash. Hashfundet har affødt politiske reaktioner i Grønland.
Naalakkersuisoq for fiskeri og fangst, Hans Enoksen, advarer de grønlandske trawlerrederier om, at de risikerer at miste deres fangstlicenser, hvis ikke de får sat en stopper for at trawlere bliver brugt til at smugle hash ind i Grønland.
De 20 kilo hash der blev fundet på Polar Nanoq har en anslået værdi på gadeplan på 14 millioner kroner.
Kilde: Sermitsiaq