Iran opkøber brugte tankskibe
De vestlige landes sanktioner mod Iran gør det stadig vanskeligere for Iran at eksportere sin olieproduktion. I et forsøg på at modvirke sanktionerne er iranerne i gang med at opkøbe en større flåde af brugte olietankere.
Nye tal fra IHS Maritime viser, at Iran i løbet af de sidste tre måneder har opkøbt fire supertankere, mens yderligere tre supertankere blev tilført det iranske register i løbet af årets første måneder. Hvert af skibene har en kapacitet på omkring 2 millioner tønder olie.
Det statsejede iranske rederi NITC ejer nu en flåde på 37 supertankere med en samlet kapacitet på 64 millioner tønder olie, hvortil kommer 14 mindre olietankere med en samlet tonnage på 12,5 millioner tønder råolie.
I forhold til situationen før sanktionerne trådte i kraft er den iranske olieeksport nu mere end halveret til omkring 2,2 millioner tønder om dagen, hvilket koster det olierige land indtægter på milliarder af dollar hver måned.
Kilde: The Star