Internationalt gennembrud for Hafnia
Mindre end et år efter at tankskibsoperatøren Hafnia Management blev grundlagt, har Hafnia indgået en aftale med et af verdens største rederier, japanske rederi Mitsui O.S.K. Lines, om etablering et fælles pool management selskab under navnet Straits Tankers Pte. Ltd. i Singapore
Det ny selskab skal drive en ny stor global tankskibspool under navnet Straits Tankers LR Pool - bestående af produkttankskibe fra MOL, de svenske rederier Marinvest og Gotlandsbolaget, samt Nordic Tankers A/S i København. Derudover har United Arab Chemical Carriers UACC i Dubai valgt at deltage. Rederiet lægger fire tankskibe ind i poolen.
"Med de fortsatte økonomiske udfordringer på tankskibsmarkederne, er en konsolidering af flåderne den naturlige vej frem. For at vi i fællesskab kan opfylde kundernes stigende krav til omfanget af vores services, samtidig med, at vi optimerer driften gennem stordriftsfordele. Det er en win-win for alle parter”, siger Lars Mossberg, formand for Hafnia Management.
Hvor Hafnia LR Poolen i dag opererer otte produkttankskibe i LR1 klassen, lægger den nye tankskibspool ud med 25 skibe indenfor området med start den 1. maj. Dertil forventes yderligere tre tankskibe fra de eksisterende partnere.
Pool Manager og chef for Straits Tankers bliver den 37-årige Søren Steenberg Jensen, der i dag er kommerciel direktør i Hafnia Tankers. Søren Steenberg Jensen får titel af CEO og åbner kontoret i Singapore 1. maj.
Det nye selskab, der er 50/50 ejet af de to selskaber, vil operere ud fra hovedkontoret i Singapore samt regionskontoret i Hellerup.
Hafnia Management fortsætter i Hellerup med disponeringen af produkttankskibe i Hafnia MR Poolen for rederiet J. Lauritzen A/S, Kirk Kapital A/S, svenske Gotlands Bolaget samt italienske LGR di Navigazione i Napoli - samt selskabets commercial management aktiviteter som i dag udgør fire tankskibe.
Kilde: Hafnia Management