International flåde indtager København
40 fregatter, patruljeskibe, korvetter og andre moderne orlogsfartøjer fra 14 forskellige lande med i alt 4.000 besætningsmedlemmer fylder godt i Københavns Havn, når den store forsvarskongres og -udstilling MAST Northern Coasts i september 2019 afholdes.
”Vi er enormt glade for at have vundet buddet om MAST Northern Coasts, hvilket understreger Københavns position som kongresby. Den her kongres vil vække ekstra meget opsigt i byen og er samtidig en international platform for det danske forsvar,” siger Kit Lykketoft, kongreschef i Wonderful Copenhagen.
Skibene lægger til ved Kvæsthusbroen, Amaliekaj og Holmen, mens Ofelia Plads bliver det centrale omdrejningspunkt for de omkring 4.000 søfolk, der kommer med til byen. Flådeinvasionen sker i forbindelse med, at København er vært for MAST Northern Coasts.
Det er ikke altid, folk bemærker de kongresser, byen er vært for. Denne gang bliver det til at få øje på. Foruden de mange uniformerede søfolk, vil det også være muligt at besøge nogle af fartøjerne, da der bliver arrangeret besøg for offentligheden på udvalgte skibe.
Det store flådebesøg sker op til en stor tyskledet flådeøvelse i Østersøen, og armadaen anløber København den 3. september og stævner ud igen den 8. september.
MAST Northern Coasts (Maritime/Air Systems & Technologies) foregår fra den 4. til 6. september 2019 i Bella Centret med et forventet deltagerantal på godt 3.000 personer. Deltagerne er repræsentanter fra forsvarsindustrien, teknisk flådepersonale, højtstående officerer og beslutningsdeltagere fra forsvar fra hele verden samt offentlige og politiske organisationer.
Kongressen er den hidtil største af sin art på dansk jord. Værtskabet for kongressen er kommet i stand via et tæt samarbejde mellem Forsvaret og Wonderful Copenhagen, med opbakning fra bl.a. Erhvervsministeriet, Københavns Kommune og Dansk Industri.
Kilde: Wonderful Copenhagen