IMO forbereder svovlgrænse i 2020
Underkomité Pollution Prevention and Response i FN’s Søfartsorganisation, IMO mødtes i denne uge i London for blandt andet at drøfte overgangen til en global svovlgrænse. IMO gjorde gode fremskridt i sine forberedelser af den nye globale svovlregulering, der træder i kraft den 1. januar 2020.
Som led i forberedelserne til disse regler drøftede medlemsstaterne en række tiltag, der skal sikre effektiv håndhævelse. Tiltagene er nu sendt videre til IMO's Miljøkomité (MEPC) med henblik på vedtagelse i maj dette år.
Af tiltagene kan blandt andet fremhæves fælles retningslinjer for prøvetagning af brændstof fra skibe og retningslinjer for brugen af de såkaldte Fuel Oil Non-Availability Reports, som er den dokumentation, der gør det muligt for skibe at sejle videre, selv hvis der ikke er noget lavsvovlholdig olie tilgængelig i en havn.
De forskellige tiltag skal sikre, at alle involverede parter, såsom rederier, brændstofleverandører og havnestatskontrollører, er godt rustede til anvendelse og overholdelse af de nye regler.
Udover forberedelserne af de nye svovlregler drøftede medlemsstaterne i IMO blandt andet også et muligt forbud mod tung brændselsolie, som brændstof i arktiske farvande.
M enedes således om en metode til at gennemføre en analyse af de socioøkonomiske virkninger af et sådant forbud i de arktiske samfund, herunder i Grønland.
Kilde: Søfartsstyrelsen