Hytek køber dele af Nordmarine
Nordmarine har overdraget en række af sine aktiviteter og kompetencer til Hytek, herunder syn, reparation og vedligeholdelse af redningsbåde og -udstyr. Også virksomhedens aktiviteter indenfor reparation af motorer mm. bliver en del af den nye konstellation.
Nordmarine har gennem de seneste fire år fungeret som underleverandør til Hytek indenfor syns- og serviceopgaver på maritimt redningsudstyr.
Nordmarine vil have til huse i Elling nogle måneder endnu, men fra den 1. maj bliver firmaet en fuldt integreret del af Hytek under navnet HYSAFE & Marine Equipment, med lokaler på havnen i Frederikshavn.
”Navnet og beliggenheden bliver en anden i fremtiden, men kunderne vil møde de samme medarbejdere, den samme løsningsorienterede service, som de har været vant til hos Nordmarine gennem alle årene”, siger Palle Mørch, indehaver af Nordmarine.
Palle Mørch fortsætter i det nye firma.
Kilde: Hytek