Hvidbjørnen med i stor redningsøvelse
Det danske inspektionsskib Hvidbjørnen har sammen med et norsk skib og den islandske kystvagt deltaget i en stor redningsøvelse, hvor plottet var, at et krydstogtskib med 2800 passagerer var kommet i havsnød.
Under øvelsen var Hvidbjørnen udpeget til at koordinere redningsaktionen på ulykkesstedet. Det vil sige, at Hvidbjørnen havde kommandoen over de skibe og fly, der deltog i evakueringen og eftersøgningen af de mange besætningsmedlemmer og passagerer på krydstogtskibet.
Ud over Hvidbjørnen deltog et fly og en helikopter samt det norske skib Andenes, det islandske kystvagtskib Tyr og et par mindre redningsskibe. Især de små både fik deres sag for i bølgerne, men også Hvidbjørnen fik sine klø.
Under øvelsen skulle Hvidbjørnen både kommunikere med og koordinere de andre deltagende enheder. Desuden skulle Hvidbjørnen selv deltage i redningsøvelserne.
Blandt andet trænede Hvidbjørnen mand-over-bord procedurer med de mindre både og hoist fra den islandske helikopter.
I øvelsen indgik også overvejelser om, hvordan besætningen kunne komme de i hundredevis af stærkt forkomne mennesker til undsætning.
Alt i alt forløb øvelsen godt, og efter øvelsen var vel overstået, forlagde Hvidbjørnen atter til Reykjavik og fortsætter nu sin patrulje mod Grønland.
Kilde: SOK