Historisk lavt bud på Krigers Flak havmøller
Regeringen har i dag orienteret energiforligskredsen om det lavest indkomne bud i udbuddet af Kriegers Flak. Det laveste bud er fra Vattenfall Vindkraft A/S, der vil kunne etablere de i alt 600 MW i Østersøen til en budpris på i alt 37,2 øre/kWh.
”Vi skriver verdenshistorie i dag, og Danmark cementerer sin placering som et globalt udstillingsvindue og foregangsland for havvind. Prisen på havvind langt ude på havet rasler ned, og havvind er blevet mere konkurrencedygtig”, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.
Budprisen er sensationelt lav – verdens laveste nogensinde for havvindmøller. Den endelige beslutning om udbuddet vil blive afklaret, når der er fundet en traktatmedholdelig finansiering i regi af de igangværende PSO-forhandlinger.
Her til morgen har energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt orienteret partierne bag energiaftalen fra 2012 om, at Vattenfall har leveret det laveste bud på at opføre havvindmølleparken Kriegers Flak. Der var historisk hård konkurrence og foruden Vattenfall har fem andre selskaber/konsortier haft mulighed for at byde. De øvrige bud offentliggøres ikke.
De samlede støtteomkostninger til at opføre Krigers Flak forventes i alt at udgøre 3,5 milliarder kroner for hele støtteperioden fra 2019-2032. De forventede støtteomkostninger ligger cirka 60 procent under de forventede udgifter på 8,2 milliarder kroner for hele støtteperioden som forudsat ved indgåelsen af energiaftalen i 2012. Her til kommer ilandføringsomkostninger på 3,1 milliard kroner.
Resultatet af budrunden viser, at støttebehovet er markant reduceret i forhold til forventningen ved indgåelsen af energiaftalen i 2012. Forventningerne til elprisen er markant reduceret, men fordi budprisen ligeledes er faldet markant, forventes støtteomkostningerne samlet set reduceret.
”Med Kriegers Flak får Danmark ikke blot en havvindmøllepark, der kan forsyne mere end 600.000 husstande med grøn el, men også en nødvendig elmotorvej til udlandet, der tager et vigtigt skridt mod et mere integreret europæisk elmarked til gavn for en omkostningseffektiv, grøn og sikker energiforsyning. Alt i alt er Kriegers Flak et udstillingsvindue for, hvad Danmark kan med grøn energi”, siger Lars Chr. Lilleholt.
Kilde: Energi-, forsynings- og klimaministeriet