Havnechef frifundet i Vestre Landsret
Vestre Landsret har afsagt dom i den straffesag, hvor den tidligere havnedirektør ved Aarhus Havn havde læst sms’er fra en mobiltelefon, der var udlånt til en medarbejder. Både havnens direktør samt en anden ledende medarbejder er frifundet.
Baggrunden for sagen var, at Aarhus Havn i oktober-november 2012 havde læst nogle sms’er fra en telefon, som en medarbejder (sikkerhedsrepræsentanten) havde afleveret med henblik på udskiftning. Aarhus Havn mente, at en række af beskederne gav grundlag for bortvisning af medarbejderen. Der blev herefter indgået en aftale med medarbejderen om en fratrædelsesordning.
Efter anmeldelse fra blandt andet den pågældende medarbejder blev havnens daværende direktør og en anden ledende medarbejder tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 263, stk. 1, nr. 1, om brud på meddelelseshemmeligheden, og § 263, stk. 2, også kaldet ”hacker-bestemmelsen”.
Ved byrettens dom var de tiltalte fundet skyldige, men straffen bortfaldt, blandt andet fordi det blev lagt til grund, at læsningen af sms’erne først skete efter, at Aarhus Kommunes juridiske afdeling havde vurderet, at læsningen ikke var strafbar. Dommen blev anket af den daværende direktør til frifindelse og af anklagemyndigheden til skærpelse.
I landsretten fandt to dommere, at medarbejderen ved at indgå fratrædelsesaftalen havde accepteret de ulovligt fremskaffede beviser (sms’erne), og dermed er anklagemyndigheden ikke berettiget til at rejse tiltale.
Kilde: domstol.dk