Håndhævelse af svovlregler har topprioritet
Det er ikke nok, at nye strengere krav til svovludledningen træder i kraft ved årsskiftet. Det handler om at sikre, at loven bliver effektivt håndhævet. Det blev gentaget på mandagens konference ”Cleaner and more energy efficient shipping”, og ordene kom fra Niels Bjørn Mortensen, Director Regulatory Affairs, i A.P. Møller-Mærsk.
”Det handler om penge, og der er virkelig store beløb på højkant”, sagde Niels Bjørn Mortensen. Som eksempel nævnte han, at hvis et aframax tankskib sejler fra Den Engelske Kanal til Primorsk i Rusland for at losse råolie af og tilbage igen, kan der spares 120-150.000 dollar ved ikke at overholde den nye lov om svovludledning, der gælder i ECA-områderne.
”Nogle kunne meget hurtigt blive fristet af disse beløb. Det er en af vores bekymringer, at det er så nemt at gøre det”, tilføjede han.
Samme bekymring blev rejst af Poul Woodall, som er direktør i DFDS med ansvar for miljø og bæredygtighed. DFDS har investeret 100 millioner euro i at retrofitte 40 procent af flåden med scrubbere. 95 procent af DFDS’s rutenetværk er i ECA-områder.
Rederiernes alternativ til at installere scrubbere er som bekendt at sejle på den dyrere bunkerolie med lavt svovlindhold, men den type bunkerolie er 50 procent dyrere. Også derfor kan rederier føle sig fristet til at snyde på vægten.
Kilde: Seatrade Global