Hafnia vinder rederiernes diversitetspris
Første vinder af Danske Rederiers nye diversitetspris er fundet. Det bliver Hafnia, som tager prisen i konkurrence e med Norden, DFDS og Maersk Tankers. Hafnia får prisen blandt andet med begrundelse i et anderledes, forfriskende og innovativt initiativ.
Hafnia har skabt en platform på tværs af flere rederier, hvor alle kan komme med ideer til konkrete initiativer, som kan rulles bredt ud og skabe bedre diversitet. En slags konkurrence eller tænketank, hvor de bedste initiativer har potentiale til at nå langt længere end blot ens egen arbejdsplads.
”Hos Hafnia prøver vi at skabe ændringer med en kollektiv tilgang ved at adressere udfordringer både i vores egen virksomhed og i samarbejde med andre i branchen. På den måde kan vi sætte nogle meget større aftryk. Jeg vil gerne sige stort tillykke med prisen til de kollegaer, som har drevet dette store arbejde”, siger Mikael Skov, CEO i Hafnia.
Hafnias vinderinitiativ hedder “Maritime Diversity, Equity & Inclusion (DEI) Lab”. Det er skabt sammen med RightShip, Wilhelmsen, Thome Group, Rio Tinto og Anglo American, og man kan kalde det en slags diversitetstænketank.
Første resultat af 2020 tænketanken hedder SeaCode og er en platform – en App, hvor både kvinder og mænd til søs, som har oplevet chikane eller mobning kan dele oplevelser og søge råd og hjælp. Samtidig giver det muligheden for at indsamle vigtigt statistisk materiale, som kan anvendes til at tage hånd om og drive forandringsprocesser på tværs af branchen. Dengang med Shell, BW Group and BW LNG som partnere.
”Det er et meget flot og nytænkende projekt, som Hafnia har skabt. Det involverer medarbejderne i meget bred forstand både til søs og til lands og er ikke blot forankret hos en lille kreds, og så er det skabt i samarbejde med flere rederier, så gode ideer har potentiale for at nå endnu længere ud”, siger Anne Windfeldt Trolle, direktør for arbejdsmarked, rekruttering og uddannelse i Danske Rederier.
Hun var et blandt fem jurymedlemmer, som har læst og voteret blandt diversitetsinitiativer fra de fire rederier. De øvrige jurymedlemmer var: Faglig leder i Sea Health And Welfare, Torsten Mathias Augustsen, Head of Organizational Performance and Development ved Welltec, Anja Rose, Lektor ved Copenhagen Business School, Dr. Poornima Luthra og Direktør for Halcyon Recruitment og grundlægger af Diversity Study Group, Heidi Heseltine.
Redaktionen