Guvernør vil straffe havne for Cuba-handel
Obama´s åbning over for Cuba kan lukke til endnu inden, der er kommet gang i samhandlen. Florida´s republikanske guvernør annoncerer således, at alle havne i Florida kan miste statsstøtte, hvis de indgår aftaler med Cuba.
Fragtskibet K Storm fragtede den første lovligt importerede last fra Cuba.
Med en “executive order” løftede USA´s nu afgåede præsident, Barack Obama, i oktober i fjor nogle af de handels- rejse- og finansielle restriktioner, der ramte Cuba ved embargoen i 1962.
Men nu advarer Rick Scott, republikansk guvernør i Florida, statens havne i mod at indgå aftaler med Cuba: “Skuffet over at nogle FL-havne vil indgå aftaler med det cubanske diktatur,” tweetede guvernøren og advarede om konsekvenserne:
“Jeg vil anbefale at havne, der samarbejde med Cuba, fratages statsstøtten i vores budget,” fortsatte han.
Udtalelserne kom, fordi en cubansk handelsdelegation i øjeblikket er på besøg i USA for at undersøge eventuelle muligheder for samhandel.
I starten af sidste uge ankom et fragtskib til Port Everglades i Florida med den første ladning varer, der lovligt er importeret fra Cuba til USA i mere end fem årtier. Men meget tyder på, at samhandlen med Cuba igen kan blive stoppet under Trump-administrationen.
USA nye præsident har således allerede lovet at “skrotte” Obama´s executive order om Cuba, hvis han ikke kan lave “a better deal”.
Kilde: Ships & Ports