Grundstødt skib i Taiwan brækket i to
Et grundstødt fragtskib, TS Taipei, er brækket over og lækker olie godt to uger efter strandingen ved kysten i det nordlige Taiwan. Under den første redningsaktion styrtede en helikopter i havet tæt på stævnen af skibet. Styrtet kostede piloten og en anden person livet.
Fartøjet, der ejes af TS Lines, grundstødte i hårdt vejr nær New Taipei City, Taiwan den 10. marts. Alle 21 besætningsmedlemmer blev reddet. Ved helikopterstyrtet omkom to personer, mens tre andre slap fra uskadt. Helikopterstyrtet kan ses i videoen under teksten.
Lækket olie har allerede forurenet op mod to kilometer kyststrækning, ifølge lokale medier. Mere end 100 personer deltager i oprydning og inddæmning af olieforureningen fra fartøjet. Skibet var lastet 447 tons brændstof og 617 containere, da det grundstødte.
Bjærgningen har fokuseret på fjernelse af brændstof, men hårdt vejr har hæmmet arbejdet. Den taiwanske Environmental Protection Administration rapporterer, at der stadig er over 200 tons brændstof om bord på skibet.
Kilde: Maritime News