Grønlandsk oliejagt kan udløse katastrofe
Det grønlandske selvstyres miljørådgiver, Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet / DCE, advarer nu om, at olieudvinding i det rige og sårbare arktiske miljø kan få katastrofale konsekvenser
Ifølge Ingeniøren har DCE netop offentliggjort den første strategiske miljøvurdering af de kommende olie- og gasaktiviteter i den grønlandske del af Labradorhavet og det sydøstlige Davis Strædet.
Det miljømæssigt mest alvorlige potentielle uheld i forbindelse med olieaktiviteter er et stort olieudslip. Det kan ske i forbindelse med et blowout, eller ved uheld under opbevaring eller transport af olie. Og selv om det sker relativt sjældent i dag, så kan risikoen for sådan et uheld ikke elimineres, fremgår det af miljøvurderingen, som ikke alene benytter sig af eksisterende publicerede og upublicerede kilder, men også af resultaterne af nye feltstudier til at beskrive det fysiske og biologiske miljø, inklusive beskyttede områder og truede arter, baggrundsniveauer samt menneskelig udnyttelse af naturens ressourcer.
Det fremgår dog også, at der stadig er store videnshuller, eksempelvis om isbjergmassernes karakteristika og dimensioner ud for Grønlands vestkyst, hvor den sidste danske undersøgelse er foretaget sidst i 1970’erne. Og eftersom isbjergene er hyppige i netop det område, hvor der hidtil er blevet efterforsket, er fraværet af systematiske målinger af deres maksimale dybgang en væsentlig mangel.
Så de huller skal fyldes, hvis der skal gives flere licenser i området, og indtil de bliver det, er miljøvurderingen at betragte som foreløbig.
Endnu har Grønlands råstofdirektorat kun givet licens til efterforskning af kulbrinter. Den fase indeholder også rigeligt med risici for alvorlige miljøpåvirkninger, lige fra skader på bardehvaler fra seismiske undersøgelser og udledning af giftige kemikalier til væksten af CO2-udslip, hvor bare en enkelt efterforskningsboring resulterer i en markant forøgelse af Grønlands kuldioxudledning.
Kilde: Ingeniøren