Grækenland går ind i offshore
Indtil nu har offshore ikke fyldt meget i Grækenland, men nu har den græske regering sat gang i en licitation over undersøiske arealer i det vestlige og sydlige Grækenland. Der er kommet tre bud, om end den græske regering ikke har afsløret navnene på de selskaber, der står bag buddene.
Der er dog forlydender om, at Hellenic Petroleum, Exxon Mobil samt Total er de tre selskaber, der har afgivet et bud. Selvom tre bud må siges at være udtryk for en moderat interesse, er myndighederne tilfredse, når man tager den lave oliepris og den pressede olieindustri i betragtning.
Når Grækenland koncentrerer sig om den vestlige og sydlige del af Grækenland, skyldes det, at Grækenland har grænsestridigheder med Tyrkiet østpå.
Grækenland har indført nogle gode finansielle forhold, som skal opmuntre investorer til at investere i græsk offshore. Selskaber, der investerer i offshore, skal således kun betale en speciel indkomstskat på 20 procent samt en regional skat på fem procent.
Grækenland er som bekendt en stor søfartsnation, men i den seneste årlige oversigt over verdens maritime centre, udarbejdet af det norske konsulentfirma Menon Business Economics, faldt Athen to pladser tilbage til en position som nummer 10. Græske rederier dominerer dog stadig den samlede globale ordrebog.
Men Grækenlands position som søfartsnation trues også af, at den græske premierminister Alexis Tsipras har foreslået at øge tonnageskatten og i det hele taget afvikle rederibranchens skattemæssige fordele.
Kilde: IHS Maritime 360