Godsomsætning på niveau trods Corono
Godsomsætningen på landets største erhvervshavne oplevede kun en svag tilbagegang i det Corona-plagede 2. kvartal, viser nye tal, som Danmarks Statistik netop har offentliggjort. Branchen havde frygtet en større nedgang.
Godsomsætningen landede på 20,2 mio. tons i 2. kvartal i år, hvilket blot er en nedgang på 0,4 mio. tons i forhold til samme periode i fjor. Og dermed er det gået langt bedre, end frygtet i branchen.
”På grund af nedlukning og coronakrise havde vi frygtet at komme under 20 mio. tons gods på et kvartal for første gang siden 2014,” siger Jakob Svane, der er sekretariatschef i brancheforeningen Danske Shipping- og Havnevirksomheder.
”Men at vi holder os på den gode side giver en vis optimisme for branchen og for fremtiden.” Af den 20,2 mio. tons gods, der blev håndteret af havnevirksomhederne på de større danske erhvervshavne i 2. kvartal 2020, var 15,2 mio. tons fragtskibsgods, mens 5 mio. tons var færgegods - 0,5 mio. tons mindre end i samme periode i 2019.
”Færgegodset er faldet som forventet, men til gengæld var der store fremskridt for byggematerialerne,” siger Jakob Svane.
”Og det matcher jo meget godt med den udvikling vi så under nedlukningen, hvor der var vild gang i byggemarkederne. Det har altså været med til at holde hånden under en stor del af shipping- og havnebranchen.”
”Vi hører, at det generelt begynder at gå fremad derude på kajkanten. Så nu håber vi på at restriktioner kan minimeres, og at der kan komme mere gang i eksporten igen, herunder at anbefalingerne fra regeringens genstartteams for eksporterhvervene bliver ført ud i livet,” siger
Jakob Svane.
Kilde: Danske Shipping- og Havnevirksomheder