Genco og Cosco bulkcarriere på grund
Inden for 24 timer gik to bulkcarriere på grund henholdsvis på den amerikanske øst- og vestkyst, bekræfter US Coast Guard. Først gik det galt for det 58.020 dwt store Genco Auvergne i Columbia River og senere torsdag løb et Cosco skib på grund ved Norfolk.
Det Marshall-flagede Genco skib gik angiveligt på grund, fordi det mistede maskinkraften, da det var på vej ned af Columbia floden på vestkysten torsdag.
Få timer senere på USA´s østkyst ramte det Cosco Shipping Bulk kontrollerede Hong Dai på 76.557 dwt angiveligt en sandbanke uden for Norfolk, hvor det ifølge de tilgængelige oplysninger fortsat befinder sig fredag eftermiddag dansk tid.
Skibet krænger en smule til styrbord, mens flere slæbebåde er på stedet for at forsøge at trække Hong Dai flot.
Genco Auvergne har derimod igen tilstrækkelig vand under kølen og er sejlet på værft for at få tjekket for eventuelle skader.
Kilde: TradeWinds