GE får EU grønt lys for køb af LM Wind Power
General Electrics, GE, køb af danske LM Wind Power blev mandag ubetinget godkendt af EU-Kommissionen. Handlen indbringer de nuværende ejere af LM Wind Power, den europæiske kapitalfond Doughty Hanson, 1,5 milliarder EUR, cirka 11,2 milliarder kroner.
Verdens længste møllevinge på vej fra LM Wind Power.
”I betragtning af markedet for vindmøller vil GE fortsat stå over for betydelig konkurrence fra andre store vindmølleproducenter, som Siemens, Vestas, Nordex og Senvion, der enten fremstiller deres egne vinger og/eller ikke er afhængig af LM Wind Power”, siger Kommissionen i afgørelsen.
Efter en indledende undersøgelse, har konkurrencemyndigheden vurderet, at handlen ikke ville reducere konkurrencen i Europa i hverken marked for produktion af vinger til vindmøller eller det efterfølgende marked for offshore og onshore vindmøller.
”GE vil ikke være i stand til at øve større indflydelse på markedet for vindmøllevinger, især ikke fordi konkurrerende vingeproducenter fortsat vil have adgang til andre vindmølleproducenter”, siger Kommissionen i begrundelsen.
LM Wind er en af de største producenter af vindmøllevinger i verden, og forsyner, ud over GE, konkurrenterne Goldwind i Kina og spanske Gamesa , hvis fusion med Siemens blev godkendt af Bruxelles for en uge siden.
LM Wind Power har blandt andet fremstillet verdens største møllevinger for franske Adwen med en længde på 88,4 meter og en vægt på 34 tons hver. Vingerne testes nu af det den franske vindmølleproducent.
Kilde: Financiel Times