Gammel færge skaber ny splid
Nu var var alt endelig faldet på plads, så den gamle færge Ærøsund kunne sænkes den 5. oktober, men det er nu årsag til en ny strid. Politikerne på Ærø er uenige om, hvor vidt det skal være muligt at overvære sænkningen fra kunstfærgen MF Ærøskøbing.
”Vi ville meget gerne, at de nye ærøfærger indgik i arrangementet. Det vil skabe sammenhæng med historien om den gamle Ærøsund færge og give masser af mennesker mulighed for at se sænkningen helt tæt på”, siger projektleder Jens Øyås Møller fra Naturturisme til TV2/Fyn.
Ærøsund skal sænkes 600 meter fra kysten ved Ballen 12 kilometer fra for Svendborg søndag den 5. oktober. Sænkningen ventes at blive et tilløbsstykke, og derfor har Naturturisme I/S spurgt om MF Ærøskøbing kan tages ud af den faste ruteplan tre timer for at sejle ud til sænkningsstedet.
Forslaget har skabt splid blandt politikerne på Ærø, der skal beslutte om afvigelsen i ruteplanen kan tillades. Sagen er blevet hastesag, da sænkningen finder sted om 14 dage, og derfor skal alle 15 kommunalbestyrelsesmedlemmer mandag afgive deres stemme i sagen digitalt.
”Det bliver et meget tæt løb for der er argumenter både for og imod at lade kunstfærgen deltage i sænkningen. Det vil samtidig sende et dårligt signal til vores turisterhverv. De må ikke sælge pakkerejser med hjemrejse søndag, fordi færgen er fuldt booket i forvejen. Så hænger det jo ikke sammen, hvis vi kan tage den ud af drift, siger formanden for erhvervs-, teknik- og havneudvalget, Lennart L. Mogensen.
Uanset hvad Ærø Kommune beslutter, så vil Naturturisme kæmpe for at så mange som muligt kan overvære sænkningen ved Ballen. Hvis Ærøfærgen ikke får lov til at deltage, vil man i stedet finde andre fartøjer, der kan bringe tilskuere tæt på sænkningen.
Kilde: TV2/Fyn