Fulton fejrer 100 år i Marstal
I morgen torsdag den 26. marts er det præcis 100 år siden, at den tremastede skonnert Fulton første gang stak stævnen i vandet. Skonnerten, der blev bygget til New Foundland-farten, løb denne dag af stabelen hos C.L. Johansens værft i Marstal. Samme værft byggede i øvrigt året før den tomastede Bonavista.
Foto: Søren Stidsholt Nielsen, Søsiden, Fyns Amts Avis. .
”Vi er inde i en rigtig god gænge. Vi har booket 30 lejrskoler hen over sæsonen. Det er alt udsolgt”, siger en glad Jakob Jensen, der er skipper på Fulton, som tirsdag anløb træskibsbroen i Svendborg. Her benyttede Fultons tidligere styrmand gennem 10 år, leder af Maritimt Center i Svendborg, Jan Jay Brun Jensen, lejligheden til at lykønske Jakob Jensen.
Onsdag morgen sejlede Fulton fra Svendborg med kurs mod Ærø, og i morgen kl. 10 står den 100-årige ud af Marstal Havn med festlig flagning over mastetoppene.
Den mere officielle markering af jubilæet finder sted ved Amaliehaven i København den 3. september. I starten af maj markeres 100-året også i form af en sejlads med handicappede i forbindelse med venneforeningens generalforsamling i Middelfart. I juli sejler Fulton med i det traditionelle Fyn rundt for bevaringsværdige sejlskibe med mål i Svendborg, og i september sejler Fulton Limfjorden Rundt.
Skonnerten meldes i fin form og har i vinterens løb fået helt nyt kabys med dieseldrevet komfur. Siden 1970 har Fulton været ejet af Nationalmuseet og drives i dag af Fulton-Fonden i Assens.
Kilde: Fyns Amts Avis