Fremgang på bundlinjen hos Monjasa
Bunkerselskabet Monjasa Group havde en tilbagegang i nettoomsætningen på 27 procent til 1,6 milliarder dollar i 2015 sammenlignet med året før. Til gengæld gik det i den rigtige retning på bundlinjen, hvor resultatet efter skat voksede fra 22 millioner dollar i 2014 til 24 millioner dollar i 2015.
”Den finansielle performance i 2015 er et stærkt bevis på Monjasas driftsmodel med risikobegrænsning og viser den konsolideringsproces, der blev igangsat af ledelsen for to år siden. Med flere kundesegmenter, der oplever svære markedsvilkår, er vi virkelig glade for at kunne registrere en voksende efterspørgsel på vores globale services”, siger Kenneth Henriks, finansdirektør i Monjasa Group.
”Monjasa Groups samlede indtægter nåede 1,6 milliarder dollar mod 2,2 milliarder dollar i 2014 og var påvirket af det betydelige fald i oliepriserne i løbet af 2015. Da vi har en egenkapitalandel på 40 procent, kan jeg med sikkerhed sige, at Monjasa befinder sig i en meget god finansiel position og er godt rustet til den fremtidige vækst”, tilføjer han.
Monjasa fik et driftsresultat (EBIT) på 30 millioner dollar, hvilket skal sammenlignes med 35 millioner dollar i 2014.
Til trods for de svære markedsvilkår lykkedes det for Monjasa at have en vækst på syv procent i den samlede levering af olieprodukter. Denne vækst blev opnået via videresalg og fysiske leveringsaktiviteter.
Især opnåede Monjasa større markedsandele i bunkerolieaktiviteterne i Latinamerika og konsoliderede sin position i Vestafrika. Desuden har igangsættelse af en række oliehandelsaktiviteter cementeret væksten i de fysiske leveringsaktiviteter.
Kilde: Monjasa