Frederikshavn Byråd vedtager havmøller
På trods af voldsomme protester fra en række lokale borgere i Sæby, valgte Frederikshavn Kommune onsdag at sige ja til etableringen af en kystnær havmøllepark ud for Sæby. Havmølleparken kommer til at ligge i et område fire til 10 kilometer fra kysten.
Energistyrelsen har udpeget seks områder i hele landet, som kan være mulige placeringer for kommende kystnære havmølleparker. Det er endnu ikke besluttet, hvor havmølleparkerne i sidste ende vil blive opført eller hvor mange og hvor store møller, der eventuelt skal placeres i hvert af de udvalgte områder.
Skrækscenariet for de protesterende i Sæby er, at stort set alle kystnære møller, der tilsammen vil have en kapacitet på 350 MW, placeres i havet ud for byen og at møllerne bliver 220 meter høje til øverste vingespids, hvis den største mølletype vælges.
I referatet fra Frederikshavn Byråd understreger kommunen, at man ønsker at havmøllerne placeret så langt væk fra kysten, som muligt, og at man tager hensyn til fiskerierhvervets fremtidsmuligheder. Møllerne ventes opført senest i 2020.
Kilde: TV2/Nord