Fra Shanghai til Copenhagen Malmö Port
Copenhagen Malmö Port ansætter pr. 1. juni Barbara Scheel Agersnap som ny viceadministrerende direktør. Hun kommer fra en stilling som Executive Director ved Innovation Centre Denmark i Shanghai og flytter tilbage til Øresundsregionen, når hun tiltræder stillingen.
”Med rekrutteringen af Barbara Scheel Agersnap tilføres CMP gedigen erfaring fra international handel. Ikke mindst hendes erfaringer fra Kina vil være særdeles nyttige i den fortsatte udvikling af CMP’s forretningsaktiviteter”, siger Johan Röstin, adm. direktør i Copenhagen Malmö Port, og tilføjer:
”Vi er meget stolte over, at Barbara Scheel Agersnap har taget imod opgaven som viceadm. direktør i CMP og ser frem imod at samarbejde med hende”.
I sin nuværende stilling som leder af Innovation Centre Denmark i Shanghai, som er en del af Eksportrådet i Udenrigsministeriet, har Barbara Scheel Agersnap haft det overordnede ansvar for at skabe de bedst mulige forudsætninger for vækst på det kinesiske marked for danske virksomheder samt dansk forskning og teknologi.
Barbara Scheel Agersnap har bred erfaring fra blandt andet shipping, konsulentbranchen og private equity, hvilket har givet hende både operationelle og strategiske kompetencer. Hun har en MBA fra IMD i Lausanne og har arbejdet i blandt andet Frankrig og Kina. Siden februar 2012 har hun boet med sin familie i Shanghai. I forbindelse med hendes tiltræden som viceadm. direktør for CMP flytter hun og familien til Øresundsregionen.
Kilde: Copenhagen Malmö Port