Første missilaffyring fra Abasalon
Den danske flådes største krigsskib - støtteskibet Absalon - affyrede tirsdag for første gang et af sine missiler. Heldigvis var der kun tale om en prøveafskydning, og alt gik efter planen. Affyringen skete fra en position vest for Hebriderne.
Himlen var næsten skyfri da Abaslon tirsdag den 15. april kl.17.45 for første gang affyrede deres Evolved Sea Sparrow Missile. Missilsystemet blev affyret mod en måldrone, som blev sat i luften fra land. Måldronen havde en fart af 378 knob, hvilket er den hurtigste drone en dansk enhed nogensinde har skudt mod.
Alle aspekter af skydningen gik efter planen. Absalons luftvarslingsradar fangede øjeblikkeligt målet i luften og kunne fint følge dronens bevægelser, hvorefter målet blev udpeget og tilintetgjort. Missilet blev affyret, da målet var på ca. otte kilometers afstand af skibet. Missilet ramte måldronen på godt seks kilometers afstand.
Der mangler stadig enkelte godkendelser, før våbensystemet er fuldt godkendt til operativt brug.
Evolved Sea Sparrow Missile (ESSM) er et missilsystem udviklet til at forsvare skibet mod lufttrusler i form af fly eller andre missiler. De første operative ESSM blev leveret til Søværnet i 2003 og findes om bord på skibene af ABSALON-klassen, FLYVEFISKEN-klassen og NIELS JUEL-klassen. ESSM affyres vertikalt for derefter at søge i retning af målet.