Forsat interesse for oliejagt i Nordsøen
Energistyrelsen har ved ansøgningsfristens udløb modtaget fem ansøgninger om koncessioner til efterforskning og indvinding af olie og gas i 8. udbudsrunde. Fire selskaber er involveret i ansøgningerne, og desuden vil Nordsøfonden få en andel i alle de kommende koncessioner.
”Jeg er tilfreds med antallet af ansøgninger i 8. udbudsrunde. Det er positivt, for vores Nordsøaktiviteter bidrager med indtægter til samfundet, og selvom Danmark er godt på vej i omstillingen til et lavemissionssamfund, vil olie og gas forsat være en vigtig del af det globale energisystem i en del år endnu”, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.
8. udbudsrunde blev åbnet 26. juni 2018. De udbudte områder omfatter ikke-koncessionsbelagte områder i den såkaldte Centralgrav med tilgrænsende områder vest for 6°15 Ø.
Når Energistyrelsen har færdigbehandlet ansøgningerne, skal energi-, forsynings- og klimaministeren efter reglerne i undergrundsloven forelægge en redegørelse for Folketingets Energi-, Forsynings- og Klimaudvalg om, hvilke koncessioner der udstedes. De nye tilladelser forventes udstedt omkring sommerferien.
Selskaberne, der deltager i ansøgninger i den 8. Udbudsrunde er: Ardent Oil Ltd.
Lundin Norway AS MOL Dania ApS Total E&P Danmark A/S.
Nordsøfonden er den danske stats olie- og gasselskab og varetager statsdeltagelsen i hovedparten af oliekoncessionerne på dansk område. Siden 2005 har Nordsøfonden deltaget i alle nye tildelte koncessioner.
Kilde: Energistyrelsen