Flere udenlandske rederier på vej
Danmarks chancer for at blive centrum for international skibsfart er væsentlig forøget hen over sommeren. Flere udenlandske rederier står på spring til at slå sig ned i København. Det oplyser Danmarks Rederiforening.
Dansk skibsfart står over for en hidtil uset vækst. Den danske handelsflåde ventes at vokse 50 pct. over de næste fem år. Danske rederier har i dag 300 skibe til en værdi af 300 mia. kr. i ordre på værfter verden over.
Dertil kommer så, at flere udenlandske rederier står på spring, for at slå sig ned i Danmark. Det sagde vicedirektør Jan Fritz Hansen i dag, på et pressemøde i Kalundborg.
Udtalelsen kommer bl.a. efter, at en ny norsk tonnageskat har fået flere norske redere til at forhøre sig, om vilkårene for at drive rederivirksomhed i Danmark.
Vicedirektøren kom på pressemødet også ind på Infrastrukturkommissionens arbejde.
"Rederiforeningen ser med stor interesse frem til Infrastrukturkommissionens møde i oktober. Her vil Kommissionen forsøge at udpege fire til fem danske havne, som fremover skal have en særlig bevågenhed. Havnene skal i føle Rederiforeningen være kendetegnet ved en god infrastruktur og et godt bagland. Det vil give den danske transportbranche et helt nyt og konkurrencemæssigt perspektiv herhjemme", sagde Jan Fritz Hansen.