Flere omladninger ved Panamakanalen
Når først Panamakanalens udvidelse er helt færdig til næste år, vil man se en tocifret vækst i omladningsaktiviteten, mener analysefirmaet Drewry Maritime Research. Derefter vil der være en årlig vækst på cirka fem procent.
Udvidelsesprojektet er nu 85 procent færdigt, og nye sluseporte er sat på plads ved kanalens indsejling fra Stillehavet. De nye sluseporte gør det muligt for 14.000 TEU skibe at sejle igennem kanalen, og det øger efterspørgslen efter omladningsmuligheder. Desuden vil omladningsaktiviteter i den centralamerikanske/caribiske region også vokse som følge af udvidelsen.
Panamakanalens myndigheder planlægger at etablere en omladningshub på Stillehavssiden. Den nye containerfacilitet vil til at begynde med have en kapacitet på 3,2 millioner TEU med mulighed for at udvide kapaciteten med yderligere 2 millioner TEU. Desuden vil terminaloperatørerne Hutchison og PSA øge kapaciteten i deres terminaler i området. Det er ikke klart, om det bliver en af disse to operatører, der kommer til at stå for driften af den nye havn, som kanalmyndighederne planlægger at etablere.
De første skibe skulle gerne sejle igennem de nye sluseporte på Stillehavssiden i første kvartal 2016. Med Panamakanalens udvidelse bliver der skabt et nyt tredje trafikspor langs kanalen.
Kilde: Lloyd’s Loading List