Fjordens og Kystens dag ved Fjellerup
Det er næsten tradition, at man på Fjordens og Kystens dag kan komme i kontakt med mennesker og fisk i vandkanten ved Blå Flag Station. I år kan man begynde dagen med sælsafari, hvor man med en lånt kikkert i godt vejr kan se sælerne sole på revet ved Fjellerup Strand.
Fotokilde:Visitranders.dk.
Bundgarnsfiskeren er ikke så afhængig af vind og vejr, så med mindre det stormer, kan man undersøge noget af hans fangst fra samme morgen. Der er fisk nok til, at man både kan se på dem, sætte nogle ud igen, putte nogle i rørebassinerne eller endog spise dem frisk fra grillen.
Der plejer at være hornfisk, tunger, makrel, sild og stenbider i nettene, men også mere sjældne arter som stavsild og multe er ind imellem på menuen.
Selv om bundgarnsfiskeren skal et stykke ud på havet for at røgte sine net, er der også liv tættere inde under land, og behørigt udstyret med net og vaders, kan man selv gå på jagt i brændingen efter krabber, rejer og fiskeyngel. Både net og waders kan lånes, og fangsten kan man sætte ud i Blå Flag Stations bassiner.
Er man til historie, kan man prikke museumsinspektøren på ryggen, og så vil han hellere end gerne vise rundt i den lille udstilling om fiskeriets guldalder ved Fjellerup. Der er fyldt med levn fra denne spændende fortid i området - hør for eksempel om, da man spillede harmonika i telefonpælene, da fiskekonservesdåserne fra Fjellerup Hermetikfabrik eksploderede eller om det kulørte persongalleri ved stranden samt ”Generalen”, ”Danmarks eneste kvindelige bundgarnsfisker” eller ”Store Peter”, ”Rylle” og alle de andre.
Fjordens og Kystens dag finder sted, søndag den 18. maj fra klokken 9.00 til 12.00 ved Blå Flag Station, Klitvej 5, Fjellerup Strand, Glesborg.
Kilde: Museum Østjylland