Fjord Line skaber over 500 jobs
I løbet af tre år vil det norskejede rederi Fjord Line have skabt over 500 nye arbejdspladser, hvor de fleste vil være søfolk, der er ansat på færgerne mellem Hirtshals og fire norske havnebyer. I 2012 var der 170-180 ansatte i det norske rederi, mens der i 2015 vil være godt 700 ansatte.
”Til den første runde havde vi 7.000 ansøgninger og til den anden var der 2.500, som søgte”, fortæller Gert Balling, direktør for Fjord Line Danmark, om ansøgningsrunderne til jobs på de to nye cruisefærger Stavangerfjord og Bergensfjord, hvor flertallet af de ansatte er danske.
En stor del af de nyansatte kommer fra Nordjylland, men der er også ansatte fra resten af landet, og endda helt fra hovedstadsområdet.
Færgen Bergensfjord er i øjeblikket ved at blive gjort klar til, at de første gæster kan komme ombord den 17. marts. Med de to helt nye færger øger Fjord Line kapaciteten med mere end 50 procent og kan hver dag sejle 1.500 passagerer og godt 600 personbiler til Norge.
Kilde: Nordjyske Stiftstidende