Fiskeriforening: Udsættelser er ikke orden
De tre fiskere fra Gilleleje som i Byretten i Helsingør blev dømt for ulovligt fiskeri i det lukkede område i Kattegat, må vente på en afgørelse i Østre Landsret, da anklagemyndigheden igen har bedt om udsættelse af sagen.
Danmarks Fiskeriforening skriver, at foreningen forholder sig kritisk overfor udsættelsen, da det er over fem måneder siden sagen oprindeligt var berammet.
“Det er nedladende over for fiskerne, at man gang på gang udskyder retssagen. Der er tale om mennesker, der driver et erhverv, og som må leve med en stor usikkerhed om deres fremtid, og derfor har de krav på at få en afklaring så hurtigt som muligt”, siger formanden for Danmarks Fiskeriforening, Svend-Erik Andersen, til Fiskeri Tidende.
“Det undrer os meget, at man fra myndighedernes side har så svært ved at finde den juridiske begrundelse for at lukke områderne for fiskeri. Det burde jo være lige til – med mindre man altså har gjort regning uden vært, da man lukkede områderne i sin tid”, siger Svend-Erik Andersen ifølge Danmarks Fiskeriforening.
Kilde: Danmarks Fiskeriforening